Gode råd til rum og scene
De fysiske rammer kan være afgørende for, om din fest blive et hit. Når du først har dit festlokale i hus, så er der god grund til at overveje opsætningen både for dine gæster og for dem, som skal sørge for underholdningen. Derfor vil vi give vores bud på, hvilke overvejelser, du med fordel kan gøre dig om festens indretning.
Placér bar og band i samme rum
Når vi går til fest, kan vi typisk godt lide følelsen af, at der er mange mennesker til festen, og det er mere et spørgsmål om festens indretning end antallet af gæster. Når musikken og baren er placeret i samme rum, er der større sandsynlighed for, at festen forbliver samlet og dansegulvet fyldt. Ideen om forskellige lokaler til hvert sit formål er som regel bedre på papiret, end den er i virkeligheden. Det viser sig faktisk ofte at være en afgørende faktor, at lounge, bar og dansegulv er placeret så tæt på hinanden som muligt, eksempelvis i hver sit hjørne eller lignende. Så er du sikker på at få alle med, når bandet spiller.
Byg en lille scene
Skal du arrangere en fest med over 150 mennesker, skaber det en god dynamik, at musikerne optræder på en mindre scene. Vi taler ikke om, at der skal bygges et himmelhøjt podie men nærmere om en lille hævning af gulvet. Musikerne skal faktisk kun være omkring et hoved højere end resten af festen, før det fungerer som en scene. Skal du derimod holde fest for over 500, kan det betale sig at bygge en scene i højden 40-60 cm. I sidste ende afhænger det selvfølgelig også at lokalets indretning, og vi hjælper dig gerne med at vurdere, hvordan scenen indrettes optimalt.